FORSIDE
 
NYHEDSBREV
KONTAKT
 
LINKS
 
ENGLISH
 
SØG:

 
NÆVNET
AFGØRELSER
LOVGIVNING
KLAGER
PUBLIKATIONER
 
Nyhedsbrev nr. 4 fra Ligestillingsnævnet
Ligestillingsnævnets årsberetning for 2007 er nu offentliggjort. Den kan ses på hjemmesiden www.ligenaevn.dk under publikationer, eller på dette link:

http://www.ligenaevn.dk/files/LN_aarberetning_07_alle_sider-3.pdf

I juli udkommer årsberetningen i en trykt version, som kan rekvireres på lige@lige.dk.


Udvalgte sagsområder fra 2007.

- Mænd og orlov

Selv om de fleste af de afskedigelsessager som Ligestillingsnævnet behandler drejer sig om kvinder der er blevet uretmæssigt afskediget under graviditet eller barsel, er der også mænd, der klager over uberettigede afskedigelser.

I 2007 har Ligestillingsnævnet behandlet 3 sager (nr. 1, 11 og 23/2007) hvor mænd enten er blevet afskediget inden eller under afholdelse af orlov, eller ikke fik lønregulering under afholdelse af orlov. I to af sagerne fandt nævnet ikke at klagen kunne få medhold. I begge tilfælde have manden alene afholdt 2 ugers orlov. Nævnets begrundelse var i den ene sag, at det ikke fandtes sandsynligt efter de foreliggende oplysninger, at klageren blev afskediget som følge af et ønske om at afholde 2 ugers fædreorlov. I den anden sag fandt nævnet, at indklagede havde løftet bevisbyrden i ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, idet nævnet fandt, at indklagede havde bevist, at det afgørende for beslutningen om at afskedige klageren (en sælger) var, at forudsætningen for klagerens indtjening ikke var opfyldt

I den sidste sag fik manden medhold og tilkendt en godtgørelse på 5000 kr., idet Ligestillingsnævnet fandt, at arbejdsgiveren havde handlet i strid med ligebehandlingslovens § 4, da den periode hvor manden havde afholdt børnepasningsorlov var indgået i vurderingen af, hvorvidt han skulle have lønstigning.


- Chikane og generel kønsdiskrimination

Det kræver at der er tale om en konkret forskelsbehandling før der kan konstateres en overtrædelse af ligestillingsloven.

I afgørelse (21/2007) klagede en kvinde over en artikel fra et nyhedsbureau, der blev bragt i flere af landets dagblade. Nyhedsbureauet havde ifølge klageren skrevet artiklen i en hånende tone, der antydede at den kvinde, der blev omtalt, havde opført sig forkert, og derved latterliggjorde hende i offentlighedens øjne. Nævnet fandt ikke, at der var tale om chikane, idet reglen i ligestillingslovens § 2 a udelukkende kan bruges når klager har oplevet en konkret krænkelse, hvilket ikke var sket i dette tilfælde, idet artiklen som sådan ikke kunne defineres som chikane konkret henvendt til klager

Afgørelse 18/2007 drejede sig om en udtalelse fra en formand for en faglig forening trykt i en artikel i et fagblad den 8. juni 2007. Udtalelsen drejede sig om de negative konsekvenser det kan få for spørgsmålet om løn, hvis et fag bliver anset for at være ”et kvindefag”. Dette fandt en kvinde, var diskriminerende over for kvinder. Nævnet fandt ikke, at udtalelser fremsat som udtryk for en fagforenings politiske holdning er i strid med ligestillingsloven. Der var udelukkende tale om en udtalelse, der udtrykte en fagforeningspolitisk holdning, hvorfor ingen (endnu) var blevet konkret forskelsbehandlet


Statistik

Antallet af sager i 2007 har været på samme niveau som de tidligere år; ca. 65 indkomne sager, hvoraf nævnet har truffet afgørelse i de 33. Der er langt flere mænd, der klager til nævnet end kvinder, hvilket skyldes, at der fortsat er mange klager over forskellige priser på diskoteker mv. afhængigt af køn.

I 2007 var 27 klagere kvinder og 37 mænd. Af de i alt 33 afgjorte sager var 24 klagere kvinder og 9 mænd, hvilket typisk skyldes at de mandlige klagere, formentlig på grund af klagens karakter, ikke forfølger deres klager i samme omfang som kvinderne.

Af de sager, som nævnet har afgjort i 2007, blev der givet klageren medhold i 15 sager. I 8 af disse sager tilkendte Ligestillingsnævnet klageren en godtgørelse.


Alle nævnets afgørelser kan ses på nævnets hjemmeside under afsnittet ”afgørelser”.



 
Ligestillingsnævnet – Slotsholsmsgade 10 – 1216 Kbh. K – tlf: 72 26 97 80 – naevn@lige.dk